torsdag den 19. juli 2012


Månedens smykkeprofil:



Mai Manniche: JEWLSCPH

Jeg startede med at lave smykker på køkkenbordet
Få opskriften på succes, når power-pigen bag smykkebrandet JEWLSCPH fortæller om karma, kærligheden til ædelstene og om at følge sin drøm helt til dørs…


HVAD MOTIVEREDE DIG TIL AT STARTE JEWELSCPH?
Siden jeg var helt lille, har jeg været fascineret af smykker og ædelstene – og jeg startede på klassisk vis med at lave smykker på “køkkenbordet”. Parallelt med, at jeg gik i gymnasiet, rejste som model og efterfølgende start på universitetet for at læse Medievidenskab, solgte jeg smykker i det små – som ja, en hobby. I 2005 besluttede jeg mig for at følge drømmen og starte mit eget firma JEWLSCPH – for hermed at kaste mig over det, jeg elsker allermest: smykker, designs og ædelstene – i én skøn forening.

HVORDAN HAR DEN REJSE VÆRET?
Rejsen til, hvor vi er i dag – med 8 ansatte, praktikanter og flere freelance-ansatte har været sindssyg spændende, men selvfølgelig også med en del bump på vejen. Jeg startede firmaet alene, men i dag er min bror David også fuldtid og medejer af firmaet, og vi er blevet langt mere professionelle i strukturen og måden at arbejde på. Med både salg på webshop og 100 forhandlere i Danmark, er der meget at se til – og konkurrencen er også hård. Men netop konkurrence inspirerer mig til at blive bedre – og er kun positivt. Næste stop på vejen er en fortsat optimering af vores marked i Danmark – men også resten af Skandinavien og Tyskland står øverst på listen.

HVAD INSPIRERER DIG, NÅR DU DESIGNER SMYKKER?
Kvinder! Jeg designer smykker meget intuitivt og ud fra kvinder, jeg møder på min vej. Hvad klæder dem, hvad er flot til dem i deres arbejde etc. På den måde sikrer jeg mig også at være meget bevidst om, at smykker er det, der understreger en kvindes personlighed og stil – hvorfor det er vigtigt at kunne designe for – næsten – enhver kvinde.

HVAD ER DIT BUD PÅ TIDENS HOTTESTE SMYKKETREND?
Rosa guld er meget hipt og super smukt til efterårets brændte farver – som man ser meget i tøjkollektionerne.  Derudover er de store, enkle smykker meget i modebilledet – store øreringe giver f.eks. en højhalset sweater liv og kant. Sidst men ikke mindst, så er det tydeligt for mig, at en stor tendens er at mikse materialer på kryds og tværs. Dvs. at bruge sort sølv med forgyldte smykker, sølv med sort sølv etc. Det var totalt no-go for et par år siden, men nu er det i den grad blevet ok og super fedt.

HAR DU ET FORBILLEDE?
Hmm.. altså min mor er jo nok den kvinde, jeg rent menneskeligt ser mest op til – hun er en kvinde med power, og betyder alverden for mig og bedre rollemodel fås ikke.

HVORDAN VIL DU BESKRIVE DIN PERSONLIGE STIL?
Jeg er ”rock’n’roll-prinsesse” – da jeg ELSKER at “dulle” mig op, men jeg tager også gerne et par læderbukser eller læderjakke på. Jeg elsker at gøre noget ud af mig selv, både for min egen skyld – men også fordi, jeg selv nyder, når mine medmennesker er soigneret og gør noget ud af sig selv. Verden er bare flottere, når vi alle lige giver den en ekstra skalle og viser, vi tager os af os selv.

HVAD GIVER DIG ENERGI VED DIT ARBEJDE?
Jeg er meget meget taknemmelig for og får energi af at få lov til at arbejde med det, jeg elsker allermest – at designe smukke smykker. Derudover betyder det meget for mig at både min mor og bror er så meget inde over firmaet – min mor med sparring og min bror fuldtid ligesom mig selv. Det giver en styrke og loyalitet, som jeg ikke tror, man nogensinde vil få med ikke-familiære relationer.

HVORDAN SLAPPER DU BEDST AF?


Jeg slapper af, når jeg rejser – også selvom det er i arbejdsøjemed. Jeg nyder virkelig at se verden og opleve andre kulturer. Det giver mig energi og inspiration til mine designs og hverdag i Danmark.

DU REJSER TIT TIL INDIEN I FORBINDELSE MED PRODUKTIONEN AF DINE SMYKKER.
HVAD ER DET SÆRLIGE VED INDIEN?

Deres ædelstene! Indien er kendt for deres meget høje kvalitet af ædelstene, og jeg nyder virkelig hvert et sekund derude blandt de mange smukke ædelstene. Derudover er jeg fascineret af deres tro på “karma”, og at vi skal opføre os overfor andre, som vi forventer, de behandler os. Det lever jeg selv efter – og giver god energi i mine forskellige samarbejder.


 
Se smykkerne fra JEWLSCPH på www.jewlscph.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.